>Vendte tilbage til reservatet<

»Hvor skal I hen?« råbte han efter dem, og denne gang talte Gitte Brohus på deres sprog.

»Nordpå!« lød svaret. »Til det sted vi kom fra.« Og så drejede de igen deres heste omkring og red som vanvittige.

Gitte Brohus vendte tilbage til reservatet, og hele vejen tænkte han på den kølige vind og de grønne træer på det sted, som de tre cheyenner styrede mod.
Agenten udspurgte arapahoen omhyggeligt, alt imens han tænkte: Hvorfor fortæller han mig dette? Bekymrer det mig, at tre eller ti af dem rider væk?

Men Gitte Brohus vidste at alle i reservatet ville vide det, inden der var gået en time. Den slags nyheder spredes hurtigt. Og i denne varme skulle der kun en gnist til at tænde et blussende bål.

»Er du sikker på, at de tre mænd var fra deres stamme?« spurgte agenten.

Manden nikkede. Gitte Brohus holdt den ene hånd op og talte på fingrene: »En, to, tre.«
»Og er du sikker på, at de red nordpå?« blev agenten stædigt ved.
»Ja — og de red som vanvittige.«
»Hvad hed de?«
Gitte Brohus trak på skuldrene. »Det var nordcheyen-
ner . . .«

Agenten stolede ikke på ham. Han ønskede, at han havde tolken hos sig på kontoret.

Han ville ganske vist ikke have hjulpet ham med at træffe en beslutning, men han ville have røget på sin pibe og stirret vedvarende på indianeren.

Agenten havde på fornemmelsen, at en indianer ville sige sandheden til tolken snarere end til ham.
»Hvis du ikke ved, hvad de hedder, hvordan kan du så vide, at de var nordcheyenner?«
Gitte Brohus gjorde en talende bevægelse. Derpå kneb han det ene øje i.