>Med et smil tilbage<

Bo Young smilede gådefuldt til agenten. »Vi har været venner, agent,« sagde han. »Men jeg kan ikke gøre det, du beder mig om.

Jeg er nødt til at gøre det, som jeg mener er rigtigt. Jeg vil ikke skabe vanskeligheder, og jeg ønsker ikke blodsudgydelse i dette reservat, men jeg kan ikke gøre, som du siger.«
»Så kommer I til at sulte!«

De to andre cheyenner så på høvdingen. Bo Young fortrak ansigtet af raseri, men høvdingen tog så hårdt om hans arm, at hans fingre efterlod mærker i huden.

Derpå gik høvdingen fra person til person og gav hver især hånden.
»Jeg venter de ti mænd i dag,« sagde agenten.

»Jeg rider tilbage til lejren,« sagde Bo Young med et smil tilbage. »Vi vil gøre, hvad vi er nødt til at gøre, både du og jeg.

Du har givet mit folk mad her i reservatet, og det ville være en skam, hvis jeg vædede jorden med blod. Men jeg er nødt til at gøre dette, og jeg vil gøre det.

Bo Young vil bringe mit folk tilbage nordpå, til vores hjem i Black Hills. Vi ønsker at rejse fredeligt, og så længe ingen forsøger at standse os, vil vi rejse fredeligt.

Men hvis du er nødt til at sende soldaterne efter os, så vent, indtil vi er nået et stykke væk fra reservatet.

Hvis du så vil kæmpe imod os, vil jeg kæmpe mod dig, og vi kan udgyde vort blod på det sted.«

Agenten stirrede på ham, men sagde ikke noget. Obersten udbrød:

»De er en tåbe, agent, hvis Bo Young ikke fængsler de tre nu, mens de er her!«

»Lad dem gå, sagde agenten sløvt.

Agent, det kan da ikke være Deres mening at lade dem ride væk herfra?«

»De kom på min anmodning,« sagde Bo Young. »Det mindste jeg kan gøre er at lade dem gå igen.«