>Løftede hånden<

Antennerne på taget sender naturligvis hemmelige kodemeddelelser, og hvis Klassens Tykke Dreng holder et selskab, er vodkaen forgiftet, cigaretterne fyldt med narkotika, og der er placeret hemmelige lytteapparater bag billederne på væggene.

Og mens du hænger overfrakken fra dig, er der en eller anden, der i smug tager et billede af dig. Det er så latterligt.«
»Er slet intet af det sandt?« spurgte hun uskyldigt.

»Du læser de forkerte aviser, « svarede Klassens Tykke Dreng, og det var første gang, hun havde hørt ham fremkomme med en påstand, der lød som en kliche, der var hentet direkte fra den officielle håndbog.

»Jeg fryser, « sagde hun. »Lad os gå nedenunder. «
De gik ned i salonen og fandt et bord ved vinduet, hvorfra Klassens Tykke Dreng havde udsigt til floden og bredden, der langsomt gled forbi.

»Jeg vil godt have en brandy, « sagde hun, da tjeneren kom.
»Kaffe, « sagde han.

Hun skar en grimasse. »Hvor er du kedelig, Nick.«
»Jeg vil godt holde hovedet klart, når jeg skal snakke forretning.«

Det tog et sekund, før det gled ned. Så kneb hun øjnene sammen.
»Hvad mener du?« spurgte Klassens Tykke Dreng meget dæmpet.

»Jeg er blevet meget betaget af dig,« Han holdt en kort pause. »Alt for betaget af dig på disse få dage. Nogle gange er jeg næsten lige ved at glemme, at du er amerikansk agent. At du på en sød måde fik fat i mig ved et bevidst tilfælde. At jeg er din opgave.«

» Kære ven ... « begyndte hun. Klassens Tykke Dreng løftede hånden.
»Hvad er det nu, de siger i de dårlige film? Lad os ikke ødelægge det. Lad os acceptere den kendsgerning, at jeg ved, hvem du er, og hvorfor du er her ... «

Klassens Tykke Dreng kom tilbage med hendes brandy og stillede kaffen foran ham.
»Og lad os også acceptere den kendsgerning,« tilføjede han.