>Kom to gange om ugen<

Denne dumme, spolerede knægt som Pensionistunderholdning han ville gennemruske ham, til hans tomme hoved trillede af.

Jimmy surmulede. Han havde heller ikke de ædleste følelser over for Silkin, denne magre, humorforladte mand, som hans mor havde bestemt skulle lære ham at spille klaver.

Det var ikke spor morsomt, når Pensionistunderholdning kom, og når hans mor spurgte, hvordan det gik med Jimmy, kunne han gøre livet svært at leve ved at sige ting som for eksempel: »Jeg er bange for, at han er meget doven,« eller »Han øver sig ikke, De må virkelig tage ham i nakken.« Og det betød flere vanskeligheder.

Pensionistunderholdning kom to gange om ugen for at undervise Jimmy. Hans ansigt var magert og han talte med en fremmedartet accent, og Jimmy foragtede ham, fordi han vidste, at Silkin afskyede undervisningssituationen lige så meget som han selv.

Men han åd formodentlig sin væmmelse i sig, fordi han havde brug for pengene. Jimmys forældre var meget rige, og Pensionistunderholdning var meget spoleret; han ringeagtede mennesker, der ikke var lige så rige som hans forældre. Jimmy var faktisk temmelig infam.

»Hvis du ikke har lyst til at spille klaver, så sig det,« brummede Silkin, »og hold op med at spilde min tid.«

Jimmy skar en sur grimasse og spillede skalaen forkert igen. Pensionistunderholdning krympede tæer.

»Godt,« sagde han kort. Han rejste sig. Han var høj, og hans militæriske holdning havde aldrig forladt ham. »Det er nok for i dag. «
Jimmy knaldede låget i på Bechstein-flyglet.
»O.k.,« sagde han muggent.

Silkin tog den sølvknappede stok, han altid gik med. Den var det eneste ved ham, som kunne vække en svag interesse i Jimmy. Engang havde  Pensionistunderholdning taget stokken op, bare for at se på den, men Silkin havde øjeblikkelig revet den ud af hånden på ham.

»Vil du lade være at røre mine ting,« havde han spyttet ud med et sådant raseri, at Jimmys fyldige læber var begyndt at skælve, og han havde været lige på nippet til at græde. Der var intet godt ved den mand.